Forslag til efterårets sortsblandinger

TystofteFonden indkalder forslag til sortsblandinger fra virksomheder, som vil producere blandinger af vintersæd, der skal sælges i efteråret 2025. Læs mere her om betingelserne for produktion af sortsblandinger.

Ansøgning om godkendelse af sortsblandinger

Virksomheder, der ønsker at producere sortsblandinger af henholdsvis vinterbyg, vinterhvede og vinterrug i sæson 2025/2026, skal udfylde et ansøgningsskema til godkendelse af sortsblandinger og sende til TystofteFonden. Ansøgningsskemaet skal være TystofteFonden i hænde senest den 20. april 2025. Skemaerne findes i bilag A, B og C.

Sortsblandinger, som har været godkendt i en tidligere sæson, skal også skrives på skemaet i bilag, hvis de skal produceres i sæsonen 2025/2026. TystofteFonden udsender efterfølgende en oversigt over godkendte sortsblandinger af vinterbyg, vinterhvede og vinterrug for sæsonen 2025/2026.

Bemærk: de nedenstående grænseværdier for sygdomstryk er endnu ikke indarbejdet i Bekendtgørelse om sædekorn. Indtil dette sker, kan TystofteFonden ikke træffe endelig afgørelse ang. godkendelse af ansøgte sortsblandinger

Betingelser for sortsblandinger af vinterbyg og vinterhvede

Virksomheder, som ønsker at producere sortsblandinger, skal sørge for, at blandingerne opfylder de betingelser, der fremgår af §46 i bekendtgørelsen om sædekorn, herunder:

  • Sorterne i sortsblandingen skal stå på den officielle danske sortsliste eller på EU´s fælles sortsliste.
  • En blanding skal indeholde 3 eller 4 sorter
  • Hver sort skal udgøre lige store dele af blandingens samlede vægt. TystofteFonden kan efter en konkret vurdering tillade, at et parti sædekorn godkendes til salg i et andet forhold, såfremt videnskabelige eller tekniske erfaringer godtgør, at en anden sammensætning er særligt egnet til at begrænse udbredelsen af visse skadegørere.
  • Når sorterne udvælges til blandingen, skal der tages hensyn til, hvor modstandsdygtige sorterne er overfor følgende plantesygdomme: meldug, bygrust, skoldplet, og bladplet.

TystofteFonden afprøver i samarbejde med SEGES sorternes egenskaber og fastsætter hvert år en grænseværdi for, hvor modtagelige sortsblandingerne må være over for de nævnte sygdomme. Sorterne tildeles en talværdi, som udtryk for hvor modtagelige de er for sygdomme, og dette tal skal være mindre end det fastsatte maksimum, hvis sorterne skal kunne indgå i sortsblandinger.

De fastsatte grænseværdier for gennemsnittet af de sorter som skal indgå i en sortsblanding af vårbyg til salg i efteråret 2025 er:

SortsgruppeMeldugGulrustBygrustBrunrustSkoldpletSeptoria
Vinterbyg2,6 10,0 6,511,3
Vinterhvede6,70,1 13,9 11,0

Når sorterne udvælges, skal der endvidere tages hensyn til sorternes dyrkningsegenskaber: kerneudbytte, skridningstid og strålængde. Kravene til sorternes dyrkningsegenskaber er i henhold til bekendtgørelsen:

  • at de anvendte sorter i en sortsblanding hver især skal have et forholdstal for kerneudbytte på mindst 95 i gennemsnit af de seneste fem år. For nye sorter med færre forsøgsår skal forholdstallet være mindst 97.
  • at der højst må være 5 dages forskel i skridningstidspunkt for de anvendte sorter.
  • at der højst må være 20 cm forskel i strålængde på de anvendte sorter af vinterbyg og vinterhvede.

Hvordan bliver sortsblandinger godkendt?

Forslag til sortsblandinger, som opfylder samtlige betingelser, vil kunne godkendes umiddelbart efter ansøgningen.

Jf. BEK nr 1344 af 02/12/2024 §46 stk. 4 kan sortsblandinger, som ikke opfylder samtlige betingelser, blive vurderet særskilt af TystofteFonden. I ansøgningsskemaet skal virksomheden derfor begrunde, hvorfor blandingen bør godkendes. Det kan f.eks. være henvisning til sorternes specifikke, genetiske resistens mod sygdomme. Hvis der henvises til sorternes specifikke, genetiske resistens, vil der blive lagt vægt på, at de anvendte sorter har forskelligt resistensgrundlag.

Begrundelsen vil indgå i TystofteFondens vurdering af, om sortsblandingen kan godkendes.

Hvilke sorter opfylder kriterierne for sygdomsmodtagelighed?

Bilagene 1 og 2 viser resultaterne fra afprøvningen af sorternes egenskaber i 2024, samt hvilke sorter, der ved afprøvning har vist at de overholder grænseværdien for sygdomsmodtagelighed i denne sæson. I yderste venstre kolonne er anført, hvis en sort ikke kan anvendes, eller en sortsblanding ikke kan godkendes f.eks. på grund af for lavt udbytte eller meldug.

Betingelser for sortsblandinger af rug

Hvis du ønsker at producere sortsblandinger af hybridrug og konventionel rug, skal blandingen indeholde mindst 90 % af hybridsorten. Derudover gælder følgende betingelser for sortsblandinger med rug:

  • Blandingen skal være anmeldt til TystofteFonden med navne på de sorter, som indgår i den.
  • Det skal fremgå, hvor stor en procentdel hver enkelt sort udgør af den samlede blanding.
  • Blandinger af samme sorter med forskellige vægtindhold skal anmeldes hver for sig.

Bilag 1. Resultat fra observationsparcellerne for vinterhvede 2025

Bilag 2. Resultat fra observationsparcellerne for vinterbyg 2025

Bilag A. Ansøgningsskema om godkendelse af sortsblandinger af vinterhvede

Bilag B. Ansøgningsskema om godkendelse af sortsblandinger af vinterbyg

Bilag C. Ansøgningsskema om godkendelse af sortsblandinger af vinterrug